Åbning af Roskilde Festival – regler for frivillige

Som frivillig på Roskilde Festival gælder der specielle regler vedr. åbning og venteområder. Det er vigtigt at du læser følgende regler som er lavet med formålet at åbningen skal være fair for alle. Bemærk specielt reglerne vedr. åbning fra andre indgange end venteområderne. De åbner først 15 minutter efter venteområderne åbnes.

Åbningen af Roskilde Festival 2016 kommer til at ske på følgende måde:

Der vil være 3 forskellige venteområder – West, East og South. I West vil der være 3.000 pladser reserveret til frivillige og i East og South vil der være reserveret 2.000 pladser.

Venteområder 2016

Frivillige på årets Roskilde Festival behøver derfor ikke købe indgangsbooking til et specifikt venteområde, de skal bare vise deres medarbejderarmbånd. I år giver Roskilde Festival alle et midlertidigt armbånd på – både gæster men også medarbejdere. Når en gæst får scannet sin indgangsbooking får han efterfølgende et midlertidigt armbånd på. Når en medarbejder viser sit medarbejderarmbånd, bliver han klikket ind og får efterfølgende et midlertidigt armbånd på.

Grunden til at medarbejdere også får et midlertidigt armbånd på, er at Roskilde Festival bedre kan kontrollere hvem der må være i området og hvem der ikke har en gyldig grund til at være i området. Hvert venteområde har sin egen farve, så hvis man f.eks. går ud af East kan man ikke komme ind i South, da ens armbånd ikke stemmer overens med farven i South men kun gælder til East. Når man skal ind i venteområdet igen viser man ganske enkelt bare det midlertidige armbånd ved indgangen til venteområdet.

Det midlertidige armbånd som medarbejderne får på, har altså kun en funktion i selve venteområdet, og når campingområdet åbner kan de “bare” klippe det af, da deres medarbejderarmbånd giver dem adgang til de steder de skal arbejde efterfølgende.

Adgangen for frivillige til venteområdet vil dog lukke, såfremt antallet af frivillige i et område når op på 2.000 eller 3.000.

I 2015 da Roskilde Festival åbnede for campingområdet, var der 2.317 frivillige i West, 1.300 i East og 1.577 i South, så der burde være plads til alle frivillige. Selvom der i år er fjernet et venteområde, det der hed East 2 sidste år, var der kun 402 frivillige i det venteområde, så Roskilde Festival forventer ikke at ramme max antal frivillige i nogle af områderne.

Venteområderne åbner officielt kl. 16 fredag den 24. juni, men de bliver bemandet fra kl. 7 fredag den 24. juni.

Campingarealet åbner lørdag den 25. juni kl. 16, og alle andre indgange – plus indgangene fra bycentre til campingarealet – åbner kl. 16.15. Det kan derfor ikke betale sig at ”gemme” sig i et bycenter, for på den måde at få et forspring kl. 16, da indgangen til campingarealet først vil åbne kl. 16.15.

Indgangene til selve venteområderne lukker senest når campingarealet åbner – altså lørdag den 25. juni kl. 16.

Vær opmærksom på at det ikke er tilladt at befinde sig på campingarealet fra lørdag den 25. juni kl. 12 – 16 uden at man har et ærinde på området, og man skal bære en officiel Roskilde Festival vest (i en farve der passer til ens arbejde på campingarealet).

Grunden til dette er, at gæsterne ikke skal se en masse personer rende rundt på campingarealet, da de kan blive utålmodige og bange for, at et andet venteområde allerede er åbnet. Det vil tilskynde dem til at vælte hegnet – noget Roskilde Festival meget gerne vil undgå.